Andreas og Britta overvandt alkoholproblem med åbenhed

Andreas og Britta overvandt alkoholproblem med åbenhed

Andreas drak flere år i det skjulte over for sin kone Britta og deres to børn. Det var hans måde at håndtere svære følelser på. Derfor var kravet fra Britta, at alt skulle frem. I dag har de vokset sig stærkere som familie gennem åbenhed. Hele familien fik hjælp i Skanderborg Rusmiddelcenter.

”Denne besked er den sværeste besked, vi nogensinde har sendt. Men som vores go-to personer har vi brug for, at I ved besked.”

Sådan indledte Britta den sms, som hun, sammen med sin mand Andreas, sendte ud til deres familie og venner. Hun skrev den blot én dag efter Andreas havde erkendt sit alkoholproblem. I flere år havde det foregået i det skjulte. Han var den eneste, som vidste, hvad der i virkeligheden skete, indtil alt kom frem.

Og der var ingen tvivl for Britta, at de kom længst med ærlighed.

- Et misbrug er gennemsyret af løgne, det er det, den lever af, og det man skal væk fra. Det modsatte er at være ærlig og åben om det. Det kræver mod at gøre det på den måde, fordi det er sårbart, og man ved ikke, hvordan det bliver taget imod, siger Britta.

For Andreas, der i flere år havde skjult sit alkoholproblem, var det en stor omvæltning, men det hjalp ham også til at sænke skuldrene og være i det:

- Det var voldsomt, men samtidig var det med til at gøre det nemmere at være i. Så skulle det ikke længere være skjult, og jeg kunne være tro overfor mig selv, siger Andreas.

"Den er helt slem med far"

Andreas drak i det skjulte, men Britta og deres to børn kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvad der skete med ham. For de oplevede en mand og far, som i perioder blev mere snøvlende og træt. 

- Jeg har set, at han opførte sig underligt om eftermiddagen og aftenen. Og vi har talt åbent om det, hvor jeg har spurgt ham ”Du har en skør adfærd, hvad sker der lige nu?”

Sidenhen kaldte familien det for ”anfald”, og Andreas gik til lægen og blev sendt til en lang række undersøgelser, både fysiske og neurologiske, som ikke gav nogen afklaring på, hvad årsagen kunne være.

Selv var Andreas den eneste, som vidste, at anfaldene i virkeligheden skyldtes alkoholen, der gjorde ham fuld. 

- I et par år har jeg godt vidst, at det var et problem, men det var svært for mig at sige højt. Det var flovt og skamfuldt og jeg frygtede, at min familie ville falde fra hinanden, hvis de fik at vide, jeg havde gjort det i skjul for dem, siger Andreas.

Han drak også, når han var alene med børnene, hvilket gav ham endnu mere dårlig samvittighed.

- Jeg drak aldrig foran dem, men de har sagt, at jeg talte usammenhængende, blev mere ligeglad, og at det kunne føles utrygt for dem, siger Andreas.

På den måde kom han ind i en ond spiral af alkohol og dårlig samvittighed, som gang på gang blev forstærket af hinanden.

Normalt drak Andreas kun i det skjulte derhjemme, men til sidst havde han opbygget en afhængighed og begyndte at drikke, når han skulle til arrangementer. Dog stadig uden nogen vidste det.

- Det var måske et råb om hjælp, da jeg gjorde det offentligt, men en dum måde at råbe om hjælp på, siger Andreas.

Dagen, som skulle vise sig at blive den sidste gang han drak, husker han kun starten af. Andreas var til dansestævne med sin datter og i en pause købte han noget mad og en flaske spiritus i et supermarked i nærheden. Han drak hele flasken alene i bilen. Og derfra er der et stort sort hul i hukommelsen. 

Til dansestævnet måtte datteren til sidst ringe til sin mor Britta om hjælp: 

”Den er helt slem med far. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg er bange. Folk griner og tror, han er fuld.”

Britta var på vej hjem i et tog og kunne derfor ikke være der i situationen. Så hun kontaktede en af Andreas’ kammerater, som kom og hjalp datteren med at få Andreas væk fra forsamlingen. Her endte han med at ringe efter en ambulance, fordi Andreas ikke var til at komme i kontakt med.

Andreas drak for at lukke af for sine følelser, så han slap for at mærke efter.

-  I et par år har jeg godt vidst, at det var et problem, men det var svært for mig at sige højt. Det var flovt og skamfuldt og jeg frygtede, at min familie ville falde fra hinanden, hvis de fik at vide, jeg havde gjort det i skjul for dem.

Andreas holdt sit alkoholproblem skjult for sin familie, indtil den dag han faldt om til datterens dansestævne. Promilllen var 3,5.

I videoen fortæller Andreas og hans hustru Britta om den forandring, de har været igennem. I videoen medvirker også Heidi, der er rusmiddelbehandler her i Skanderborg Rusmiddelcenter.

Sandheden kom frem på hospitalet

På hospitalet kom Andreas til sig selv, og efter en masse undersøgelser stod det klart. Han havde en promille på 3,5.

- Jeg var den første, der fik det at vide sammen med min kammerat. Først spillede jeg overrasket, som om det kunne ikke passe. Men efter et par minutter gik jeg til bekendelse og sagde, at jeg havde et problem.

Sygeplejersken var omsorgsfuld og tog det stille og roligt, men kammeraten derimod havde følelser i klemme.

- Han var frustreret og sur, men også støttende. Jeg havde jo også løjet for ham, så det var det, han reagerede på, siger Andreas.

Selv var Andreas lettet over, at han ikke længere skulle bære på hemmeligheden om sit alkoholproblem:

- Mine skuldre faldt ned på en måde. Jeg var ikke længere i alarmberedskab. Så måtte vi se, hvad der skete derfra. Det var en lettelse, fordi jeg havde prøvet selv at løse det i så lang tid, men det kunne jeg ikke. Så nu blev jeg tvunget til at få noget hjælp.

Fortalte åbent og blev mødt med omsorg

Andreas ringede til Britta, og kunne ikke få andre ord frem end ”Undskyld.” 

- Jeg forstod det først ikke rigtig og spurgte ”Hvad er det du undskylder for?” Og så fik jeg det hele at vide, og at han havde haft en promille på 3,5. Med det samme vidste jeg godt, at det jo ikke var første gang, han drak, siger Britta.

De fik talt alt igennem og blev enige om, at den eneste vej fremad måtte være at åbne op for, hvad de gennemgik til deres nærmeste.

Det var her, at Britta skrev beskeden til alle i deres omgangskreds, som sluttede af med: 

”Vi vil meget gerne tage imod hjælp fra alle jer, der meget gerne vil stille op - men lige nu har vi ikke et overblik over, hvilken hjælp vi kunne ønske os - ikke andet end enorme mængder af støtte, kærlighed og omsorg.”

Herfra tikkede det ind med beskeder, og Andreas og Britta følte sig langt fra alene længere.

- Det var helt vildt rart at mærke omsorgen fra beskederne, men også overvældende og hårdt at være i, siger Andreas.

Udover familie og venner så var Britta og Andreas også åben overfor deres arbejdspladser og børnenes skole. På børnenes skole kom Britta ud i deres klasser og fortalte, hvad det ville sige at have et alkoholproblem i familien, og at det var det, de havde.

- Vi har ikke en mission om at bryde tabuer, men man får lyst til det, fordi der er så mange fordomme, som ikke har hold i virkeligheden, siger Britta.

Nemt at få hjælp i alkoholbehandlingen

Efter weekenden, hvor Andreas havde erkendt sit problem, ringede han til Skanderborg Rusmiddelcenter, hvor han allerede kom til samtale dagen efter.

- Det var trygt at gå derind, fordi jeg havde allerede meldt det ud til omverdenen, og jeg blev modtaget godt dernede.

Han fik samtaler med en behandler, hvor de sammen prøvede at finde frem til, hvorfor han drak.

- Det er hårdt at arbejde med sig selv, være ærlig og mærke efter, når jeg har lukket ned i så mange år. Jeg er blevet opmærksom på, at når jeg er mere stabil, så får jeg ikke lyst til at slukke for mine tanker og flygte fra dem. Det er en lang proces, som foregår resten af mit liv, fordi for mig er det et mål om aldrig at røre alkohol igen, så jeg kan få et lykkeligt liv, siger Andreas.

I Skanderborg Rusmiddelcenter har Britta været i et pårørendeforløb, og børnene har fået samtaler gennem BRUS, som er målrettet børn og unge pårørende. BRUS er også et tilbud her i Skanderborg Rusmiddelcenter.

Tillade alle følelser – også som pårørende

For Britta og Andreas var det ikke kun åbenhed udadtil, som var vigtig, men også mellem dem og deres børn.

Efter den 29. april 2023, som var sidste dag Andreas drak, startede en proces hen over sommeren, hvor alle skulle have den hjælp, de havde brug for.

- Det var en mudderpøl af følelser, siger Britta. 

Selv havde hun svært ved at være i det til at starte med, men gennem pårørendeforløbet gik det op for hende, at hun skulle tillade sig selv kun at være pårørende – og ikke forholde sig praktisk til hele situationen.

- Jeg havde passet på andre, så jeg havde glemt mig selv. På et tidspunkt kunne jeg ikke længere. Jeg var så vred og ked af det, og så reagerede jeg. Det var noget af en tsunami, der kom, men Andreas har taget godt imod det og har taget ansvar, siger Britta og understreger:

- Vi arbejder stadig med tillid, det er en langvarig proces. Utålmodighed kan ramme, men vi tager en dag ad gangen.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Alkohol & Samfund, der bl.a. driver Alkolinjen.

Læs fortællinger fra andre, der har fået hjælp i Skanderborg Rusmiddelcenter:

 Tilbage til bloggen