Motivationssamtalen er en fokuseret dialog snarere end en bestemt terapi- eller behandlingsform.
Motivationssamtaler handler især om dine overvejelser om den ønskede forandring. Vi taler om den ambivalens (modstridende følelser), der kan være forbundet hermed. Målet er, at du bliver afklaret omkring den beslutning, som du er i færd med at træffe.
Den motiverende samtale bygger på idéen om, at de løsninger, man selv kommer frem til, sædvanligvis er bedre end de løsninger, man får fra andre. Samtidig kan disse løsninger være lettere at føre ud i livet, fordi beslutningerne er baseret på ens egen forståelse, ønsker og forudsætninger.
I den motiverende samtale tager vi udgangspunkt i dine oplevelser og din måde at opfatte verden på. Vi undersøger dine argumenter for forandring, så du bliver i stand til at træffe et valg.